Selv på en tindrende sommerdag, hvor solen bager fra en skyfri himmel, er der noget dunkelt over den gamle bjergformation, Externsteine. De ældgamle, forrevne klipper appellerer stærkt til fantasien, og i de talrige revner og sprækker synes at dølge sig reminiscenser af en svunden tids glemte mysterier. Svage sjæle ville nok betænke sig på et natligt besøg her.
Externsteine, der består af fire stærkt forvitrede, naturlige klippesøjler stående tæt sammen på række, er beliggende i en dal i den sagnomspundne Teutoburger Wald i Westfahlen, Tyskland. Det var i Teutoburger Wald, at germanerhøvdingen Arminius i år 9 e.Kr. besejrede den romerske statholder, Varus, og udslettede tre romerske legioner. Nogle forskere hævder dog, at slaget stod et andet sted, men det står fast, at Arminius fik sat en stopper for romaniseringen af Germanien.
Externsteine er de stærkt hensmuldrende rester af en bjergkæde af sandsten, der dannedes for omkring 70 millioner år siden. Bjergkæden kan følges i skoven på begge sider af Externsteine som småklipper, der hist og her stikker op af jorden. De fire særprægede klippesøjler er naturens værk. Vind og vejr har bearbejdet bjergkæden og fjernet de blødere dele. Tilbage står de fire klippesøjler som gamle, knudrede tænder.
Men menneskene har også afsat sig spor på de gamle klipper i form af en række udhuggede elementer. Lad os klippe for klippe kikke på disse menneskelige spor, der har givet anledning til mange forskelligartede teorier:
Det første, man bemærker ved klippe nr. 4, er en stor sten, som balancerer på toppen - tilsyneladende på nippet til at styrte ned. Det er nu ikke tilfældet, for stenen blev allerede i 1813 forankret til klippen med solide jernbeslag. På forsiden af klippen, højt til vejrs, er ophængt et våbenskjold fra omkring år 1600. Det sad oprindelig på et tårn, der i 1600-tallet blev opført mellem klippe nr. 1 og klippe nr. 2. Efter tårnets kollaps lå våbenskjoldet forladt på jorden i over hundrede år, før det i 1835 fik sin nuværende placering.
Det mest interessante ved klippe nr. 3 er de smukt udhuggede trappetrin, som fra foden af klippen fører helt op til toppen med en del sving undervejs. Toppen af klippen fremtræder som en noget ujævn platform fremkommet ved, at visse partier er borthugget. Langs den udhuggede trappe ses flere steder indskrifter mejslet ind i bjergvæggen.
Externsteine, der består af fire stærkt forvitrede, naturlige klippesøjler stående tæt sammen på række, er beliggende i en dal i den sagnomspundne Teutoburger Wald i Westfahlen, Tyskland. Det var i Teutoburger Wald, at germanerhøvdingen Arminius i år 9 e.Kr. besejrede den romerske statholder, Varus, og udslettede tre romerske legioner. Nogle forskere hævder dog, at slaget stod et andet sted, men det står fast, at Arminius fik sat en stopper for romaniseringen af Germanien.
Externsteine er de stærkt hensmuldrende rester af en bjergkæde af sandsten, der dannedes for omkring 70 millioner år siden. Bjergkæden kan følges i skoven på begge sider af Externsteine som småklipper, der hist og her stikker op af jorden. De fire særprægede klippesøjler er naturens værk. Vind og vejr har bearbejdet bjergkæden og fjernet de blødere dele. Tilbage står de fire klippesøjler som gamle, knudrede tænder.
Men menneskene har også afsat sig spor på de gamle klipper i form af en række udhuggede elementer. Lad os klippe for klippe kikke på disse menneskelige spor, der har givet anledning til mange forskelligartede teorier:
Det første, man bemærker ved klippe nr. 4, er en stor sten, som balancerer på toppen - tilsyneladende på nippet til at styrte ned. Det er nu ikke tilfældet, for stenen blev allerede i 1813 forankret til klippen med solide jernbeslag. På forsiden af klippen, højt til vejrs, er ophængt et våbenskjold fra omkring år 1600. Det sad oprindelig på et tårn, der i 1600-tallet blev opført mellem klippe nr. 1 og klippe nr. 2. Efter tårnets kollaps lå våbenskjoldet forladt på jorden i over hundrede år, før det i 1835 fik sin nuværende placering.
Det mest interessante ved klippe nr. 3 er de smukt udhuggede trappetrin, som fra foden af klippen fører helt op til toppen med en del sving undervejs. Toppen af klippen fremtræder som en noget ujævn platform fremkommet ved, at visse partier er borthugget. Langs den udhuggede trappe ses flere steder indskrifter mejslet ind i bjergvæggen.
