Jeg fandt mit gamle indlæg. Hvis motoren er ude at køre kan du faktisk hoppe til punkt 9:
Denne gang vil jeg prøve at komme med nogle råd og om opstart og indstilling af en motor med 2 eller 4 karburatorer, samt indstilling af tændingen på modificerede motorer.
De færreste har gjort sig ret mange tanker om hvad der skal ske i det øjeblik man har sin motor klar til start. Det er let nok at ringe til Kit og buggy eller Bugservice og købe knastaksel og karburatorer mm. Mange tænker ikke på at man måske kunne bruge noget af det VW i sin tid fandt ud af var godt. Jeg har set flere fornuftigt byggede ”finpudsede” 1600 cc standard motorer der ydede 75-85 hk. Det eneste negative ved sådan en motor er at den er så forbandet stærk ved lave omdr. og tophastigheden ikke bliver ret meget højere hvis ikke man ændrer gearingen. Men det er en dejlig motor til daglig kørsel og med en normal benzinøkonomi.
Jeg vil ikke komme ind på hvordan motoren rent mekanisk skal samles, hvilke dele man skal vælge osv. Det er der andre der har skrevet tykke bøger om så det vil jeg undlade at tærske mere i.
Nå men lad os nu sige at dagen er kommet og man skal have liv i svinet, vil de følgende punkter måske være til nytte.
1. Se efter at speedertrækket kan give fuld gas og gå helt tilbage uden hængen og knasen. Der skal være returfjeder på hver spjældaksel og på kablet. Prøv når du kommer ud at køre med forskellige fjedre indtil du finder den rigtige fornemmelse når du kører bilen.
2. Allerede nu kan man synkronisere karburatorerne så nogenlunde. Sørg for at stilleskruerne til tomgangshastigheden er ”åbnet” lige meget, sæt så forbindelsesstængerne på og sørg for at de ikke trækker eller trykker men lige nøjagtig passer, så der ikke gives gas. Skru skruerne til tomgangsblandingen helt ind og så ca. 1,5-2 omgange ud.
3. Nu skal der benzin i svømmerhusene, og først nu, fordi ellers har man jo pumpet en masse benzin ind med accellerationspumperne mens man indstillede speedertrækket. Hvis man har elektrisk benzinpumpe giver det sig selv, men den originale pumpe kan man løsne og når så trykstangen er i top kan man med hånden pumpe benzin frem. Betjen speedertrækket og se efter at accellerationspumperne virker. Det har jeg ofte set at de ikke gør på Kadron karburatorer. Det er ikke nogen fejl som sådan, de skal bare indstilles, det skal de også på andre karburatorer men det bliver som oftest ikke gjort fordi de jo ”giver noget”. Prøv at indstille dem sådan at de giver 0,5 ml. Det er det samme som 0,5 cubikcentimeter.
4. Nu skal tændingen grundindstilles. Justér platinafstanden med et søgerblad eller på øjemål til 0,4 mm. Drej motoren til tændingsmærket på cyl.1, drej så strømfordeleren med dens omdr.retning, forbi cyl.1, til du er sikker på at platinerne er lukkede. Tilslut en prøvelampe eller et voltmeter på klemme 1 på tændspolen og drej så fordeleren baglæns til lampen netop tænder eller voltmeteret viser udslag. Platinerne indstilles senere nøjagtigt med camvinkelmåler og tændingstidspunkttet med stroboskop. Se efter der springer en lille gnist mellem platinerne når de åbnes, hvis ikke rens dem eller find den dårlige forbindelse. Dette er vigtigt for det er ikke ønskeligt at dreje med en ny knastaksel i en motor der ikke kan starte.
5. Her er der så nogen der bruger at dreje med motoren til olielampen går ud. Det kan jeg ikke lide. Hvis det er en motor uden en masse slanger til oliefilter o.lign. (ikke oliekøler, for der kommer jo ikke olie ud før den er varm) så ved jeg med mig selv at jeg har smurt lejer og knastaksel i opstartpasta og smurt oliepumpen med olie så den suger med det samme. Hvis der er slanger foretrækker jeg at pumpe olietryk med en pumpe på en boremaskine. Knastakselfabrikanterne går jo, hvis man læser instruktionen der følger med, højt op i at man ikke engang må køre tomgang de første minutter. Så derfor vælger jeg at forberede mig ordentligt sådan at motoren starter med det samme og så holde øje med at olielampen hurtigt går ud. Sørg nu for at den også virker !!
6. Sæt nu tænding til og pump ca. 3 gange med speederen, hold så 1-2 cm. gas på og drej med nøglen. Nu skulle bæstet gerne springe i gang, så man holder bare øje med at kontrollamperne går ud og holder motoren over tomgang i 5 minutter. Her er det rart at have en god ven der kan vurdere om der kommer olie eller benzin ud, steder hvor det ikke må komme ud, mens man selv holder motoren oppe i omdr. Grunden til at man ikke må køre tomgang er at den eneste smøring knastakslen får er det olie der kommer ud af plejl- og hovedlejer. Hvis der sker noget med en slange eller lign. Så man er nødt til at stoppe, gør det med gas på gå ikke ned i tomgang, ret fejlen og start igen. Bliv nu ikke forskrækket over at det ryger og lugter en del, det er jo alt det rensevæske og lign. der fordamper nu når motoren bliver varm første gang, kør til blokken er håndvarm, med omdr. fra 1200-3000 og sluk den så.
7. Nu kommer grunden til at man godt kan købe sin olie i Bilka, den skal nemlig skiftes nu. Tap den af mens motoren er varm og lad motoren køle af og justér ventilerne. Kontrollér også aksialspillerummet på vippearmene og justér om nødvendigt.
8. Start nu igen og indstil camvinklen til 46-49 grader og justér tændingstidspunktet sådan at den kører med 30-32 grader med fuldt avanceret fordeler. Det skal gerne være ved 2800-3000 omdr. Hvis disse ting ikke passer kan man lige så godt rette dem nu for der er ingen mening i at begynde at justere karburatorer hvis ikke tændingen opfører sig som den skal. Og tro nu ikke at den hellige grav er velforvaret fordi man har købt en 009 fordeler for det er nok det dårligste valg. Prøv med en 050 i stedet eller som jeg, vælg en standard og byg den om så den passer til din motor. 009-eren har for kort avanceringskurve, så for at komme op på 32 grader totalt skal den stå 13-15 grader i fortænding og så får den nok for højt CO indhold i tomgang og det kan være svært at justere tomgang fordi den har et spring i kurven lige over tomgang hvor den pludselig avancerer en masse, hurtigt. 050-eren er et bedre bud da den ikke har dette spring og en længere avanceringskurve (22-25 grader) Så her kan man køre med noget der ligner standard fortænding, så kører motoren pænere ved lave omdr.
9. Når tændingtidspunktet er korrekt er turen kommet til karburatorerne. Fremgangsmåden er den samme uanset om motoren har 2 enkelt-karburatorer eller 2 dobbelte. Aftag en af speedertræk-stængerne sådan at karburatorerne ikke mere er forbundet med med hinanden. Dette er meget vigtigt for ellers er det umuligt at indstille karburatorerne hver for sig, og glem alt om at forsøge, det kan ikke gøres ordentligt hvis de hænger sammen. Det er derfor der skal være en returfjeder på hver for at holde spjældarmen an mod tomgangs-hastighedsskruen. Fremtag nu en synkrotester og en omdrejningstæller. Prøv at få et indtryk af hvilken hastighed din motor kører pænest ved og indstil karburatorerne så de suger lige meget ved denne hastighed. Skru derefter blandingsskruerne i bund og ud igen til du kan høre at motoren ånder lettet op. Tag en skrue af gangen, hvis der er én der ikke reagerer så undersøg om der er snavs i tomgangsdysen. Hvis motoren nu kommer til at køre hurtigere end du havde tænkt dig må du indstille hastigheden igen. Det kan godt være nødvendigt at gentage denne arbejdsgang nogle gange før motoren kører pænt og regn også med at komme til at rense tomgangsdyser nogle gange i løbet af de første dage og indstille karburatorerne igen.
10. Nu kører den så pænt tomgang ved en hastighed der passer til den knastaksel der er valgt. Prøv nu at sætte speedertrækstangen på igen og se at de to karburatorer følges ad. Giv svagt gas og lyt og fornem at omdrejningerne stiger jævnt fra tomgang uden dirren og rysten. Hvis du har et speedertræk hvor der er en stopskrue til at stille motoren lidt op i omdr. så stil den ca. 500 omdr. op og synkronisér karburatorerne på trækstængerne. Det er jo i bund og grund kun nødvendigt at stille på den ene stang.
11. Hvis det hele ser ud til at virke er det nu tid til en prøvetur. Glem alt om fuld gas indtil videre, for det kan de fleste motorer. Jeg har altid forsøgt at fremelske en kombination af bil, gearkasse og motor, der kører lige så pænt som en standard- bare meget stærkere. Det er det sværeste og kan kræve en del tålmodighed og fornemmelse af hvad det er motoren gerne vil have. Desuden har en ny motor bedst af lige at komme ud og trille en times tid og du vil opdage at den holder op med at virke så varm som da du holdt hjemme i garagen. Der kan næsten ikke justeres ventiler og nulres med speedertræk og karburatorer for tit de første 1000 kilometer. Det er her gangkultur og omgængelighed i det daglige skal søges.
12. Sørg for en god pude for du komme til at sidde på knæ bag ved bilen i lang tid – god fornøjelse.