Det er sket flere gange at jeg har ytret ”sådan en bil kommer jeg aldrig til at eje”, ikke så meget på grund af prisen, men måske mere fordi den har været grim, kedelig eller fransk. Sådan har jeg også haft det med de sene transportere og nu har jeg så brugt et års tid på at sætte en i stand – sådan går det.
Ideen om at eje bilen begynder egentligt efter ”et par” øl på Bugrun for et par år siden, hvor jeg faldt i snak med den tidligere ejer som sagde at han havde to dobbeltkabine sen 70’er transportere stående. Umiddelbart lød det ikke dumt, og tanken om en doka var tiltalende og mindende mig om dengang hvor Ronnie talte mig fra at købe en early bay doka, for at købe en splitbus i stedet (den er endnu ikke renoveret- suk).
Efter Bugrun snakkede tidligere ejer og jeg, om jeg skulle komme og se på dem, men vi nåede aldrig videre end det og jeg fik brugt den penge jeg havde i ”overskud” på alt mulig andet.
Et år efter det kommer der så en annonce på vwnettet med to doka’ern til salg, hvor efter min lyst blev vakt til live igen. Denne gang havde jeg dog ingen penge i ”overskud”, så jeg kunne ikke bare kaste mig ud i at købe. Det endte det dog alligevel med, og der er nu heller ikke noget bedre en at impuls-shoppe nogle biler (en sport jeg dyrker en del).
Det jeg så endte med, er en doka fra sen 70’erne uden papirer, som har kørt knapt 80.000 km fra ny og som er købt uden motor. Ifølge logoerne på siden af bilen har den kørt for DSB brandvæsen, og historien skulle være at den endte sine dage i tjeneste på Storebæltsbroen (17 mia. kostede sådan en bro, og så vælger man at anvende sådan noget gammel lort på broen).
Jeg var velvidende at der skulle laves pladearbejde. Der var ingen tvivl om der hvor der stak glasfibernet ud gennem lakken, var der rust bagved. Min plan er dog ikke at bilen skal stå snorlige bagefter, da det er en gammel arbejdsbil som gerne må vise at den har været brugt.
Et par billeder fra afhentningen.
Ring: 28118212
